Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Korsør Biograf Teater...

Korsør Bio's Venner fejrer 25 års jubilæum

Festligholdelsen af den runde dag skal selvfølelig komme vores trofaste publikum til gavn og glæde, for uden jeres opbakning og interesse ville der ikke være nogen biograf i Korsør. I ugen 9.-15. november inviterer Korsør Biograf Teater på et tilbageblik på 1992 med et lille udpluk af nogle af de populære film fra dengang. Vi er ved at lægge sidste hånd på jubilæumsprogrammet, glæd dig bl.a. til: Medicinmanden; Basic Instinct; Stop eller min mor skyder; Manden med plæneklipperen; My cousin Vinnie; White men can´t jump; Alien 3; Halløj i klosteret; Døden klæder hende; Sneakers; Den sidste Mohikaner; Reservoir Dogs; A Few good men; Forever young; En duft af kvinde; Aladdin; Beethoven og Mighty Ducks.

Baggrunden for venneforeningen var, at ægteparret Kirch, som siden 1983 havde drevet Korsør Bio, i starten af 90’erne måtte indse, at selv om de havde moderniseret biografen og indrettet den nye sal, måtte nye ideer og andre kræfter til, hvis der fortsat skulle være en biograf i Korsør. Det var nærliggende at lade en gruppe frivillige overtage teatret på et ikke-kommercielt grundlag. Filminteresserede Korsørborgere blev kontaktet, og en stor gruppe samledes i løbet af 1992 til et utal af møder – det var blandt andre Berit og Curt Asklund, Anette og Terkel Becher, Bente og Henning Stuhr, Helle og Niels Salling, Lisbeth og Jens Chr. Mikkelsen med flere.

Og det lykkedes med Vig Bio og Viktoria i Sorø som forbilleder at skabe et nyt grundlag, en venneforening, som skulle stå for driften. Korsør Bio’s Venners overtagelse skete 15. november 1992 i et anpartsselskab med Bente Stuhr som formand, Jens Erik Christensen som kasserer, Henrik Bach Jensen som sprudlende idemand, – 21 folk som brændte for filmen og som mente, at film, de skal da ses i biografen... Som den eneste af de oprindelige Biovenner er Lars Moosdorf stadig med til at bevare biografen i Korsør.

Formålsparagraffen for foreningen Korsør Bio's Venner er:

  • at skabe samlingssted for filminteresserede og derved bidrage til øget interesse for film mv.
  • at være eneste anpartshaver i ’Korsør Bio ApS’, der skal drive Korsør Bio som almindeligt biografteater.