Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Korsør Biograf Teater...

"Der var engang en stumfilm"

Der var engang, hvor alting var uden lyd - lige med undtagelse af det klaver der spillede, så det passede til filmen. Det var dengang, Danmark var en filmisk stormagt, og hvor danskproducerede film og skuespillere høstede verdensberømmelse. Korsør Biograf Teater, som går helt tilbage til stumfilmens tid, genskaber magien fra stumfilmens æra! Både via almindelige forevisninger, og en række arrangementer med fortrinsvis danske stumfilm. Biografen er opført i 1907, og er verdens ældste fungerende biograf, optaget i Guinness Book of Records.

16/09 Himmelskibet - kl. 16.15

17/09 Jeanne d'Arcs Lidelser og Død - kl. 19.00

 

Himmelskibet

Holger-Madsens overdådige rumrejsefilm, Himmelskibet om en farefuld færd til planeten Mars, er en kuriøs milepæl inden for science fiction-genren, som emmer af stumfilmæraens fascination af luftfart – og er desuden en rørende kærlighedshistorie. 1910'ernes fascination af flyvning og luftfart er tydelig i 'Himmelskibet, hvis rumskib Exelsior har vinger og propel. Den luksuriøst producerede rumrejsefilm fik en hård medfart af samtidens kritikere, der især angreb filmens ufrivilligt komiske druide-lignende marsboere, men 'Himmelskibet' står i dag som en kuriøs milepæl i science fiction-genrens historie. Den unge eventyrer Avanti Plenataros samler et hold af frygtløse mænd, som efter strabadser og mytteriforsøg, ankommer til Mars i et specialbygget fartøj. Planeten viser sig at være beboet af et folk, som befinder sig på et højere udviklingsstadie, befriet for sygdom, sorg, vold, begær, kønsdrift og dødsangst. Avanti forelsker sig i Marya, datteren af Visdommens Fyrste, marsboernes overhoved. Hun indvilger i at følge Avanti tilbage til jorden og overbringe Mars' visdom til de tilbagestående jordboer. Med Gunnar Tolnæs, Alf Blütecher, Nicolai Neiiendam. Danmark 1918 / s/h / 0:57 / danske mellemtekster / tilladt for alle

Jeanne D'Arc Lidelser og Død

Det er filminstruktøren Carl Th. Dreyers mesterværk ”Jeanne d’Arcs Lidelse og død”, fra 1928. Filmen bliver af filmkendere over hele verden rost som ikke bare en god film, men som en af verdens bedste film nogensinde. Filmen bliver vist i Skt. Povls kirke, søndag d. 17/9 kl. 19.00. Som optakt til forestillingen er der et oplæg fra filmhistorikeren og Dreyer eksperten, Casper Tybjerg fra Københavns Universitet.

Der er gratis adgang til kirken, og man behøver ikke at bestille billetter i forvejen. Filmen vises på væggen over prædikestolen, og holdet bag den lille stumfilmfestival glæder sig til at vise den historiske film i de ”rigtige” omgivelser.

"Jeanne d'Arcs Lidelse og Død" er historien om en religiøs helgeninde, der ofrer livet for sin tro, og som bliver en brik i et storpolitisk spil. Et indledningsbillede viser den originale forhørsprotokol fra 1400-tallet. Dreyer lader processen udspille sig over en enkelt dag, Jeannes dødsdag den 30. maj 1431. Processen mod Jeanne d'Arc føres af et stort tribunal af munke og retslærde med hårde og sardoniske ansigter. Den lænkede Jeanne indrømmer, at hun mener sig sendt af Gud for at redde Frankrig. Med snedige spørgsmål prøver dommerne at lokke hende til gudsbespottelige udsagn, men hendes svar er renhjertede. Som Kristus ydmyges hun af drabanterne. Hun trues med tortur, men er for syg til, at dommerne tør pine hende. De prøver at udnytte hendes intense gudstro til at få hende til at fornægte sit kald. I angst for kætterbålet indrømmer hun, at hendes visioner var falske, men hun fortryder igen og fastholder, at hun er Herrens udvalgte. Jeanne bliver brændt levende, og hendes død overbeviser folket om, at hun var en helgen. Oprøret bryder løs.